Det kan være vi skal arbejde lidt med forkortelsen – det lyder bedre på engelsk.
Der er en voksende bevægelse i gang. Du har fundet denne blog, så du er nok en af dem der er interesseret. Bevægelsen fokuserer på pension. Nærmere på at gå tidligt på pension.
Det er gået op for flere og flere, at hvis man skal arbejde til man når den offentlige pensionsalder, så er der ikke meget krudt tilbage i raketten. Der gemmer sig nemlig en ikke så omtalt sandhed i den øgede levetid. Vi lever måske længere, men det skyldes lige så meget, at vi kan blive holdt i live i længere tid, ikke at vi er friskere eller kan gøre mere i længere tid.
Politikkerne ved det. De har morsomt nok lavet deres pensionsalder væsentligt yngre end resten af landet – så kan du tænke over det.
Nå, ideen er at man ved at fokuserer på pension – dvs. ikke at behøve at arbejde – så kan man tage nogle beslutninger der giver en friheden til at leve livet mens man har energien til det.
Det var noget jeg blev nød til at se mere på.
Efter at have læst hvad jeg kunne finde om det, så kan det koges ned til:
Seriøs planlægning, bevidste valg og en reduktion af omkostninger.
Ifølge de nuværende regler kan jeg få offentlig pension som 70 årig. Der er sent.
Hvad skal der til før jeg kan vælge om jeg vil arbejder mere? Gerne MEGET tidligere end 70 år.
Ideen er at reducere omkostninger, og maksimere opsparing, så du opnår en form for økonomisk uafhængighed.
Økonomisk frihed er = 50 mio. kr. og privat fly. FORKERT.
Økonomisk frihed er tilpasset dig og dit forbrug.
Hvad er FIRE bevægelsen?
På engelsk bruges betegnelsen FIRE – i bedste forkortelsesstil Financial Independence / Retire Early
Nogle af de første der begyndte at tale om FIRE gik på pension som 30 årig. Og alle har målet at gå på pension meget før de bliver 60 år.
Det lyder måske utopisk, og når man ser på den normale retorik fra pensionsselskaberne, så virker det også sådan.
For at få FIRE til at virke, så er opskriften lige så simpel som den kan være svær at overholde. Kombinationen af aggressiv opsparing og meget lille forbrug er nødvendig, men kan også virke som en stor barriere at overkomme.
Med to middelindkomster og to børn, så har vi ingen chance for at sparer de 50% eller mere som bliver anbefalet. 50% er nemt at regne med, da hvert år med opsparing i teorien også burde give et år på pension.
Jeg har ikke helt overblik over alle vores omkostninger, så jeg kan ikke sige hvor meget vi sparer op om måneden. Uden overblik ingen kontrol. Så jeg må hellere få dannet mig et overblik. Jeg tror kun jeg har kradset i overfladen af potentialet for vores familie.
Hvad bruger du om måneden? Hvis du ikke ved det, så skriv det. Jeg tror der er flere der ikke ved det – end der gør. Lad os se.
Jeg cykler allerede, men for at ramme 50%, så tror jeg den skal op på den store klinge med besparelser.
Hvad vi skal gøre med besparelserne kommer vi til i en senere artikel, men det bliver ikke brugt på Cafe Latte, så meget kan jeg godt afslører.
Jeg er i gang med at få fuldt overblik over vores omkostninger – det er ikke så svært, men det er heller ikke sjovt.
Det er sjovt, at gennemgå alle sine regninger fra det sidste år, sagde ingen nogensinde!
Hvornår kan du så gå på pension hvis du bruger FIRE metoden?
Dine omkostninger lader til at være nøglen til overblikket. Hvis du bruger 100.000 om året, så vil en opsparing på 400.000 række i 4 år. Hvis du kan bringe dine udgifter ned til 75.000, så vil de 400.000 række 5,3 år. Ved at øge din opsparing maksimalt, og bringe dine omkostninger ned, så rammer du på et tidspunkt niveauet, hvor du ikke behøver at arbejde mere.
I FIRE metoden bliver en 4% regel ofte fremhævet. 4% er det beløb der kan hæves af opsparingen uden at man risikere at løbe tør for penge. Vi tager fat på 4% reglen senere, men den ser ud til at holde vand.
4% reglen holder vand. Sådan! Nu er det et faktum, og vi kan komme videre.
Udgift/4%
Udgifter | 4% |
100.000 | 2.500.000 |
125.000 | 3.125.000 |
150.000 | 3.750.000 |
175.000 | 4.375.000 |
200.000 | 5.000.000 |
225.000 | 5.625.000 |
250.000 | 6.250.000 |
275.000 | 6.875.000 |
300.000 | 7.500.000 |
325.000 | 8.125.000 |
350.000 | 8.750.000 |
375.000 | 9.375.000 |
400.000 | 10.000.000 |
425.000 | 10.625.000 |
450.000 | 11.250.000 |
475.000 | 11.875.000 |
500.000 | 12.500.000 |
Det betyder, at hvis du bruger 100.000 pr år, så kan du nøjes med en opsparing på 2.500.000
Hvis man kan leve af en SU på 6.090 (2018 tal) så har man udgifter for 73.080 om året. For at opretholde det, så kræver det 1.827.000 kr i opsparing. Satsen for udeboende på videregående uddannelser er 6.090 kr. pr. måned før skat i 2018.
Det er nok det mest ekstreme man kan forestille sig i Danmark, og det vil være de færreste der har lyst til det.
Med et så aggressivt fokus på opsparing, så vil mange syntes, at der ikke er noget sjov ved livet lige nu, og så vil motivationen helt gå fløjten.
Jeg syntes det er fedt, at nogle har tænkt ud af boksen, og har held til at leve det helt ud, men de fleste vil ikke opnå den lykke de søger ved den ekstreme variant. Derimod så er der helt sikkert elementer der giver virkelig god mening at bruge i den små. Få et overblik over udgifter og øge opsparingen i stedet for at øge forbruget,
Det er to ret nemme ting du kan gøre, og hvem ved hvor meget det udvikler sig til.
I en tidligere artikel har jeg skrevet om burn rate, og hvor meget du bruger af dine penge. Hvis du ikke allerede har gjort det, så skal du se at få lavet verdens kedeligste øvelse, og få styr på dine omkostninger.
Frem med NemID, og i gang. Det tager et par timer for de fleste. Hvis du bruger mange kontanter, så er det ikke helt så let. Mit bedste råd er at bruge dankort til alt. Det gør ganske vist ikke så ondt at bruge ”plastikpenge” som rigtige penge, men du får et overblik som der kan være helt umuligt at genskabe med kvitteringer fra alle mulige steder.
Efterhånden som du går igennem dine omkostninger, så vil du opdage at der er et mønster. Det kan være at du tanker benzin 1 gang om ugen, og at der samtidigt lige ryger 2 franske hotdogs med på regningen. 2 franske hotdogs til 40 kr. i 52 uger = 2.080 kr. pr. år. Hvis du bare stopper med at gøre dette, og en gang investere de 2.080 kr til 10% = så har du om ti år 5.395 kr.
Hvis du bliver ved med at spare de to franske hotdogs, så kan du om ti år have 33.149,84 kr. – Du har altså lige spist en rejse til Maldiverne op i form af tørt brød med maskinudbenet pølsefars i midten. Det er dit valg, men valget bliver lettere når du har alternativet lige her.